Erindringer fra Hallendrup billetsalgssted

- bygger delvist på erindringer fortalt af Edith og Søren Sørensen til Asger Christiansen, maj 2013

Jernbanen Randers-Ryomgård-Grenaa blev indviet i august 1876. Året efter fulgte strækningen Århus-Ryomgård, der blev åbnet for trafik fra 1. december 1877. Toggangen var beskeden med blot to tog dagligt i hver retning i vinterkøreplanen, og tre togpar i de fem sommermåneder maj-september.


Køreplan fra 1878, på det tidspunkt tog det 1 time og et kvarter at komme fra Grenaa til Ryomgård

Under anlæg af Randers-Grenaa banen kom der ansøgning om en holdeplads ved Hallendrup mellem Kolind og Trustrup station. Ansøgningen blev afslået, men behovet for et standsningssted viste sig ret hurtigt at være tilstede.
Derfor åbnedes et såkaldt billetsalgssted den 1. december 1878 i vogterhus nr. 24, der ved banens anlæg var opført ved en jernbaneoverskæring, hvor fire veje mødtes. Indenfor en afstand af et par kilometer ligger landsbyerne Hallendrup, Pederstrup, Drammelstrup, Albøge og Søby. 5 km mod syd ligger byen Tirstrup.
Banens kilometrering blev ændret mange år senere, så det nuværende tal for overskæringen er km 54,0, hvilket er afstanden til Århus Hovedbanegård. Dagens første tog passerede Hallendrup klokken 6.50 om morgenen, og det sidste passerede klokken 22.15.

  
Kort fra h.h.v.  ca. 1880 og ca. 1930. På det sidste kan man se Hallendrup station(!) angivet.

Vogterhuset var en beskeden bolig på 43 kvadratmeter. I stueetagen var der et lille køkken med spisekammer samt to stuer. Oppe på loftet var der to værelser, det ene sikkert benyttet som soveværelse. Banearbejderen sørgede for vedligeholdelse af sporet mellem Nødager og Obdrup, mens hans hustru sørgede for at passe de led, der sikrede mod sammenstød mellem togene og den beskedne trafik på vejen.
I det første år efter billetsalgets åbning kunne man indberette en indtægt på 428 kr. 17 øre fra billetsalg og en indtægt fra gods (rejsegods og banepakker) på 14 kr. 20 øre samt andre indtægter 1 kr. 40 øre.
Folketællingen fra 1880 viser, at vogterhuset var beboet af ledvogter Niels Jensen Torup og hans hustru Karoline. En personaleliste fra 1881 viser, at billetsælgeren på det tidspunkt hed Rasmussen.


Tegning fra 1922 af vogterhus nr.24

Laurits og Othilia Sørensen flytter til Hallendrup

I marts 1918 havde en del beboere i Lyngby-Albøge sogn samt sognerådet forfattet en ansøgning til Trafikministeriet. Man ønskede at få anlagt et sidespor ved billetsalgsstedet. Danmark var på det tidspunkt præget af inflation og de voldsomme prisstigninger forårsaget af 1. Verdenskrig, der endnu ikke var slut. Trafikminister Hassing-Jørgensen svarede i august samme år, at man ikke kunne bevilge et sidespor ved Hallendrup, men "at man til sin tid, når priserne bliver mere normale, vil være villig til at opføre og fremover vedligeholde en ny ventebygning ved billetsalgsstedet, mod at beboerne godtgør Statsbanerne 3/4 af de med ombygningen forbundne udgifter, samt vederlagsfrit stiller den fornødne grund til rådighed."

Omkring 1919 flyttede en ny familie ind i vogterhus nr. 24. Det var banearbejder Laurits Sørensen og hans hustru Othilia Leonora. Laurits havde arbejdet som banearbejder i Langå, og han havde allerede fem børn med en tidligere (afdød) hustru, og gennem årene kom der nu flere børn til. Det blev til i alt 16 børn. En søn Laurits, opkaldt efter sin far, fortalte senere, at han som ganske lille sov i en kommodeskuffe. De mange børn boede dog ikke alle samtidigt i det lille hus. Det skyldtes, at drengene allerede i 8-9 års alderen flyttede hjemmefra for at tjene på gårde i omegnen - som det var almindeligt dengang. Tre sønner blev som voksne ansat ved Statsbanerne. Laurits blev banearbejder i Trustrup, Verner arbejdede i Ryomgård, mens Henry blev banearbejder på strækningen fra Trustrup og mod øst til Homå. Han boede i et vogterhus ved Lund Skov.

En speciel ventebygning

Da et stigende antal passagerer benyttede toget til og fra billetsalgsstedet, udarbejdede Statsbanernes tegnestue i marts 1920 en tegning af en ventebygning opført af træ. Tegningen blev signeret af DSB´s overarkitekt Heinrich Wenck, der især er kendt for at have tegnet den nuværende hovedbanegård i København. Træbygningens udseende med en slags overdækket veranda som indgangsparti med buer mellem fire træsøjler kendes ikke fra andre DSB-bygninger. Den minder en del om fire portvagthuse, der står på Kastellet i København.


Hallendrup billetsalgssted fotograferet kort før nedlæggelsen i 1956.

Den nye bygning, der blev opført 200 m øst for vogterhuset og overskæringen, målte 7 x 7 meter inklusiv den åbne veranda. Indvendigt var der til højre for indgangsdøren et lille kontor på blot 4½ kvadratmeter. Her stod et skrivebord og en stol samt en lille kakkelovn. På væggen hang et billetskab og ved billetlugen stod billetstemplemaskinen.
Der var to venterum i bygningen. Det største rum på 20 kvadratmeter havde en kort og en lang bænk, begge monteret op ad væggen. Derforuden var der et bord og en kakkelovn. Bag kontorrummet lå endnu et venterum på blot 4 kvadratmeter. Måske var det oprindeligt beregnet for de kvindelige passagerer. Senere blev det lille rum benyttet til opbevaring af pakker og andre forsendelser.
Bygningens tag var højt og pyramideformet, beklædt med tagpap, og med skorstenen ført op gennem tagets spids. På bagsiden af bygningen var der etableret en tilbygning, der rummede to toiletter. Der var tale om gammeldags retirader med træriste (til udluftning) i de to døre. Hvert toilet havde en toiletspand, der jævnligt skulle tømmes og indholdet graves ned. Bag ventebygningen lå et lille træhus, der blev benyttet af banekolonnens folk.


Grundplan af ventebygningen.

Ved vogterhuset var der drejehåndtag til betjening af de bomme, der var etableret ved overskæringen. En meldeklokke ved huset angav med klokkeslag, når et tog var afgået fra Kolind eller Trustrup, og så var det snart tid at rulle bommene ned. Ved ventebygningen var der også drejehåndtag, så bommene kunne betjenes herfra, uden man skulle hen til vogterhuset for at gøre det. Othilia Sørensen var ikke på kontoret hele dagen, men var kun i træhuset i forbindelse med togankomst. Som eksempel kan nævnes køreplanen fra sommeren 1924, hvor der kørte 5 tog dagligt i hver retning. Dagens første tog passerede Hallendrup kl. 6 om morgenen, og dagens sidste tog afgik kl. 20.45. Togene standsede kun ved Hallendrup, hvis der var passagerer, der skulle af eller på.

Ved vogterhuset var der et drejehåndtag til betjening af de bomme, der var etableret ved overskæringen. En meldeklokke ved huset angav med klokkeslag, når et tog var afgået fra Kolind eller Trustrup, og så var det snart tid at rulle bommene ned. Ved ventebygningen var der også et drejehåndtag, så bommene kunne betjenes herfra, uden man skulle de 200 m hen til vogterhuset. Othilia Sørensen var ikke på kontoret hele dagen, men var kun i træbygningen i forbindelse med togankomst. Som eksempel kan nævnes køreplanen fra sommeren 1920, hvor der kørte fire tog dagligt i hver retning. Dagens første tog passerede Hallendrup kl. 5.20 om morgenen, og dagens sidste tog afgik kl. 20.50. Togene standsede kun ved Hallendrup, hvis der var passagerer, der skulle af eller på.

Othilia gav signal til togene, når de skulle standse. Den ordning virkede dog ikke, når det var mørkt. Derfor var der på grusperronen rejst en pæl, hvor man ophængte en petroleumslampe. Skulle toget standse, vistes der rødt lys mod toget. Ellers drejede man lampen, så den viste hvidt lys, og toget kørte forbi uden at standse.

Bag ventebygningen var der et skur, der blev brugt som brændeskur med træ til kakkelovnene. Ved vogterhuset henne ved overskæringen var der en større, muret bygning, der fungerede som en slags rejsestald og cykelskur. Nogle rejsende ankom til hest. Den kunne så opstaldes nogle timer, indtil man kom tilbage med toget. Det arrangement blev brugt af unge mennesker fra større gårde, når de skulle i skole på Ryomgård Realskole. Hallendrup havde i det hele taget mange passagerer - ifølge overleveringen flere and Ålsø station, der lå mellem Trustrup og Grenaa.

Betjeningen ved Hallendrup blev udvidet i april 1928 til også at omfatte ekspedition af stykgods op til en vis størrelse - det ville i praksis sige forsendelser, som ikke var større og tungere, end togpersonalet kunne løfte dem. Et skur blev brugt til henstilling af stykgodset, f.eks. kartofler der skulle sendes til en landmands kunde. Skuret blev om aftenen oplyst af to petroleumslamper. Senere blev der lige vest for ventebygningen opstillet en vognkasse fra en gammel kupépersonvogn. Sæderne var fjernet, så vognkassen kunne bruges til henstilling af stykgods.

Krigen kommer til Hallendrup.

2. Verdenskrig blev mærkbar på egnen, især fordi tyskerne overtog og udbyggede flyvepladsen ved Tirstrup. I flere tilfælde ankom der tyske soldater med tog til Hallendrup på vej til Tirstrup, men det skete, at militæret glemte at hente dem ved toget. En vinter, hvor det var særlig koldt, sad der engang 14-15 soldater og frøs i ventebygningen indtil næste dag. Othilia Sørensen forbarmede sig over dem, og forsynede dem med kaffe og håndmadder. Derimod måtte soldaterne selv ud for at samle brænde, så der var noget at fyre med i kakkelovnen.

Othilias søn Laurits blev aktiv i modstandsbevægelsen sammen med bl.a. Viggo Nielsen, der boede syd for vogterhuset. En anden aktiv modstandsmand var dyrlæge Peter Rasmussen fra Kolind. Når modstandsfolkene var ude på natlige togter, gemte de sig nu og da i en kælder ved nordsiden af vogterhuset. Når Laurits vendte tilbage efter en aktion, var det altid med frygt for opdagelse på hjemturen - eller at tyskerne ventede på ham derhjemme. Othilia benyttede derfor et hjemmelavet varslingssystem. Hvis hun havde set tyske soldater i nærheden, stillede hun et tændt stearinlys frem i et lille vindue øverst i vogterhusets sydgavl. Så vidste Laurits og andre, at de skulle holde sig fra hjemmet og gå i skjul et andet sted.

25. marts 1945 anbragte sabotører tre sprængladninger på sporet nær Koed trinbræt (mellem Ryomgård og Kolind), hvorved to skinner blev ødelagt. Jernbanetrafikken var afbrudt i syv timer. Natten efter var der sprængning af sporet mellem Ryomgård og Thorsager. To sprængladninger ødelagde fire skinner, og trafikken var afbrudt indtil næste dag kl. 18. Samme nat sprængtes en skinne nær Pindstrup ved en aktion, hvor der var anbragt yderligere 10 sprængladninger, der dog ikke eksploderede. Trafikken var alligevel afbrudt i 8 timer.

21-årige Laurits Sørensen deltog i en sabotageaktion om aftenen ved 21-tiden den 27. marts 1945. En tysk transport med 15 jernbanevogne var på vej til Århus fremført af et af DSB´s damplokomotiver litra D. Sabotørerne havde anbragt to sprængladninger på sporet ved km 52,2, tæt ved landejendommen Ridderlundvej 5 - det er 2 km vest for Hallendrup billetsalgssted. Da toget passerede, afsporedes lokomotivet og væltede mod højre. 10 vogne væltede delvist, og en enkelt vogn blev helt knust. Overleveringen vil vide, at lokomotivføreren og fyrbøderen på forhånd var informeret om sabotagen, og derfor sprang af maskinen i farten lige inden afsporingen.

Willy Helbo boede i Albøge, halvanden kilometer nord for billetsalgsstedet, og han beskrev senere de efterfølgende begivenheder:

"I Albøge var vi dengang mange unge mennesker. Alle gårde havde jo både karle og piger. Om aftenen samledes vi ofte foran den lille købmandshandel, og det gjorde vi også palmesøndag i marts 1945. Hos købmandens nabo var en ny verdensborger ved at melde sin ankomst til en ellers fortvivlet verden. Moderens smertensskrig blev for meget for os, så vi blev enige om at forlade stedet og cykle mod øst til en gård i nærheden af Lyngby. Her ville vi spille kort i folkestuen, som vi så ofte havde gjort. Men lige før vi forlod købmandshandelen, lød der to enorme brag ude mod sydvest.

Vi var godt klar over, hvad der var sket - jernbanen var blevet sprængt. Senere viste det sig, at der var røget et tysk transporttog med. Nu gjaldt det om at komme væk, for vi regnede med, at i løbet af kort tid ville der komme mange tyskere gennem byen, og vi ville ikke risikere at blive set. Vi forsvandt omgående ud til en gård 3-400 meter uden for byen,

Kortene kom i gang, og vi spillede whist. Et par timer senere kom der to mand mere, som vi kendte. Det var Laurits Sørensen og Viggo Nielsen fra Hallendrup, og de spillede kort med os andre. Da klokken var blevet en times tid efter midnat, ville vi hjem hver især til det sted, hvor vi boede og tjente. Det var en klar og skyfri aften, og det var nærmest fuldmåne. Gårdens tre karle skulle jo ikke langt - bare ud i deres kammer i den længe, der ligger langs med vejen til Lyngby. Vi andre skulle mod Albøge. Da vi kom ud på landevejen, hørte vi flere biler komme kørende nede i byen, og Viggo råbte: "Væk for helvede, det er tyskerne som kommer."

Vi løb alle ind i gården for at gemme os, og inde fra karlekamrene så vi 3-4 tyske lastbiler komme kørende i retning mod Lyngby - alle fuldt læssede med soldater. Vi skulle først have lidt hold på nerverne, før vi dristede os ud på vejen igen, og så ellers i en fart sørge for at komme hjem. Vi kunne jo ikke vide, om de vendte om og kom tilbage. Eller om der kom flere fra samme retning. Når vi var kommet bare 100 meter fra gården, havde vi ingen steder at gemme os. Måske kun ved at smide os fladt ned inde på marken. I det klare måneskin ville tyskerne have set os, og så desperate som de var den aften, ville de sikkert have taget os med, og hvad ville der så være sket?

Det var først efter befrielsen nogle måneder senere, at vi blev klar over, at de to sidst ankomne den aften - Laurits og Viggo - have været med ved sabotagen nær Hallendrup."

Gårdejer Karl Poulsen fra Albøgegården vest for Albøge blev arresteret samme aften. Han havde ikke haft noget med sabotagen at gøre, men tyskerne mistænkte ham for det. Karl Poulsen blev låst inde i et bremsehus på en af godsvognene ved sabotagestedet, og her måtte han tilbringe natten i usikkerhed om, hvad der videre skulle ske. Næste dag blev han dog løsladt, men arrestationen og nattens usikkerhed prægede ham resten af livet.

Det tog tid at få togets vogne og det 45 tons tunge damplokomotiv tilbage på sporet. Der gik derfor knapt to døgn, inden man atter kunne genoptage trafikken på banen mellem Kolind og Trustrup.

Hallendrup Billetsalgssted nedlægges

I begyndelsen af 1950'erne var der 8 tog dagligt i hver retning.
Dagens første tog passerede Hallendrup kl. 6.07 om morgenen, og det sidste var toget mod Grenaa kl. 0.38. Der var stadig ekspedition af en del stykgods. Det kunne være pakker med kaffe og andre varer til købmanden i Albøge. Når aftentoget ankom, ventede Orla Møller fra Pederstrup ofte på perronen for at modkage kasser med daggamle kyllinger. En anden kunde var fiskehandler Thuesen. Han hentede fisk ved toget, og kørte dem bort med sin motorcykel, hvis sidevogn var forsynet med en varekasse.
Om aftenen var ventebygningen en slags mødested for egnens karle og piger, der her fandt et fristed.


Hallendrup trinbræt, et par dage før nedlæggelsen i maj 1967 (foto: Holger B.D. Sørensen)

Billetsalgsstedet blev nedlagt 31. december 1956 og erstattet af et trinbræt uden betjening. Det nye trinbræt lå 200 m længere mod vest, altså umiddelbart på den anden side af vejoverskæringen og vogterhuset. Her blev der anlagt en grusperron og placeret et lille og enkelt venteskur, der så ganske primitivt ud i forhold til den flotte billetsalgsbygning. Vognkassen fra den gamle personvogn blev ca. 1960 flyttet til Mørke station, hvor der var mangel på skurplads.

Den nu overflødige ventebygning fra 1920 blev købt for 800 kr. af Balle Idrætsforening, der ville bruge den til klubhus ved sportspladsen i Balle. Foreningen købte træbygningen uden at have alle 800 kr., så idrætsforeningens formand, oste- og mælkehandler Viktor Rasmussen, måtte lægge ud af egen lomme. En samling frivillige fra foreningen pillede huset ned i løbet af en week-end, og på en lånt lastbil blev de mange dele kørt til Balle. Desværre medførte købet og den manglende finansiering en del uenighed i idrætsforeningen, og Viktor Rasmussen valgte at gå af som formand. Den demonterede ventebygning blev aldrig genrejst, og den lå i lang tid i et hjørne af sportspladsen. Viktor Rasmussens søn Viggo husker endnu, at der blandt trædelene lå en drejelig billetluge. Historien endte med, at trædelene blev brugt til brænde hos forskellige indbyggere i Balle.


Hallendrup maj 2013 - Vogterhuset og overskæringen set mod nord (Foto: Asger Christiansen)


Den præcise, oprindelige placering af den smukke ventebygning er let at konstatere, for kolonnehuset lige bag ventebygningen står der endnu.
(Foto: Asger Christiansen)


Selvom billetsalgsstedet blev nedlagt 31. december 1956, skal der ikke skrabes meget i jorden, før ventebygningens betonfundament dukker frem.
(Foto: Asger Christiansen)

Med nedlæggelsen af billetsalgsstedet blev Othilia Sørensen arbejdsløs. Hendes mand Laurits fortsatte endnu en kort tid ved banen inden sin pensionering, og ægteparret blev derefter boende i det gamle vogterhus. Laurits Sørensen døde i 1960 og hans hustru Othilia døde i 1965, hvorefter vogterhuset blev købt af datteren Edith. Hallendrup trinbræt blev nedlagt 27. maj 1967.

Desiro-togene mellem Grenaa, Århus og Odder suser nu forbi, og der er sikkert ingen passagerer der tænker på, at de ved overkørsel nr. 102 og det gamle vogterhus passerer et stykke jernbanehistorie, der tog sin begyndelse for 135 år siden. Edith Sørensen bor endnu i maj 2013 i det velholdte hus med en velplejet have. Huset har dermed været beboet af medlemmer af samme familie i knapt 100 år. 200 meter vest for vogterhuset står det forfaldne kolonnehus, og det er stadig muligt - hvis man skraber lidt i jorden - at genfinde betonfundamentet fra den smukke ventebygning fra 1920.

Asger Christiansen, Århus 2. juni 2013

Jernbaneselskabet havde en instruks udgivet 1878, der beskrev arbejdet som billetsælger.

Omskrevet til moderne retskrivning er her et uddrag af de mange punkter i instruksen:

A 1. Som billetsælger fungerer den ansatte ledvogter, som dog indtil videre skal udføre arbejdet som ledvogter og arbejder i fuldt omfang i den aftale arbejdstid. Billetsalget udføres derfor af ledvogterens hustru, der desuden skal udføre tjeneste som ledvogterske ifølge tjenestereglementet.

A 2. Billetsalget skal åbnes 15-30 minutter før togets ankomst. Frimærkepakker modtages hele dagen undtagen i tiden kl. 12-14, hvor ledvogtersken ikke er forpligtiget til at modtage pakker og sælge frimærker.

A 5. Som godtgørelse for billetsalget og arbejdet forbundet dermed modtager billetsælgeren 10 % af de solgte billetters værdi. Udbetales efter den månedlige opgørelse.

B 2. Børn under 2 år, som bæres på skødet, behøver ikke billet. Børn over den alder skal løse billet.

B 3. Ved salget stemples billetterne med dato og tognummer. Dobbeltbilletter stemples i begge ender på billettens bagside.

B 4. Køreplaner sælges for 5 øre pr. stk. og noteres i den daglige rapport.

C 1. Rejsegods ekspederes ikke fra billetsalgsstedet. Derimod kan de rejsende gratis medbringe 25 kg torvevarer (herunder smågrise og fjerkræ i kurve og deslige), og den tomme emballage kan frit medbringes på tilbagerejsen. De rejsende skal selv sørge for godsets mærkning, samt for af- og pålæsning. Til brug ved mærkningen udleverer billetsalgsstedet de nødvendige stationsmærker, hvoraf et mærke påklæbes hvert stykke torvegods.

D 1: Mellem billetsalgsstedet og stationer på Østjydske Jernbane kan der sendes mindre pakker med en vægt af op til 15 kg, når de er forsynet med tydelig angivelse af afsenders og modtagers adresse, og den jernbanestation, hvortil pakken ønskes sendt. Pakken skal påklæbes jernbanefrimærker. Pakker op til 5 kg vægt påklæbes et 20 øres jernbanefrimærke. Pakker af en vægt på 5-10 kg påklæbes to 20 øres frimærker, og pakker af en vægt på 10-15 kg påklæbes tre 20 øres mærker.

D 2. Kasser med levende dyr kan ikke sendes som frimærkepakker.

D 3. Pakkerne noteres på den stationsseddel, der medfølger toget. For hver modtagestation skrives en særlig stykseddel (formular nr. 32), der skal indeholde billetsalgsstedets navn, modtagestationens navn, dato og tognummer samt antallet af frimærkepakker og de påklæbede frimærker. Styksedlerne og pakkerne gives til togets pakmester, der kvitterer for pakkerne og noterer dem i en bog over afsendte frimærkepakker.

D 4. Såvel de frimærker, der er klæbet på pakkerne der afsendes, og de frimærker der sidder på ankomne pakker, skal annulleres med frimærkeannulleringsstemplet, der er leveret til billetsalgsstedet.

D 5. Ankomne frimærkepakker noteres straks efter ankomsten, og inden de udleveres, i en særlig bog for modtagne frimærkepakker. Modtageren skal kvittere for pakkerne, når de udleveres.

D 7. Jernbanefrimærker sælges i ark med 25 styk for 4 kr. 50 øre, mærkerne sælges enkeltvis for 20 øre.

E 1. Billetsalgsstedet skal dagligt indsende en rapport over den foregående dags salg af billetter, og over indtægten fra salg af frimærker og køreplaner. På samme rapport noteres de fejlstemplede billetter samt de billetter som togpersonalet har indsamlet og overgivet til billetsalgsstedet. De fejlstemplede og indsamlede billetter skal omhyggeligt pakkes ind hver for sig og medsendes rapporten. En afskrift af denne rapport indføres dagligt i den dertil beregnede journal.

E 2. Beløbet der er modtaget for salg af frimærker, køreplaner osv. indsendes dagligt (med undtagelse af søn- og helligdage) til kassereren i Randers sammen med to enslydende kassefølgesedler (formular nr. 11). Den ene af disse sedler kvitteres og returneres til billetsalgsstedet, hvor den skal opbevares.

E 3. Alle bestillinger på billetter, frimærkeark, køreplaner, stationsmærker, bøger og skemaer til rapporter m.m. indsendes til driftsbestyreren, C.F. Bayer, Randers.

 

.