Barndom ved Ryomgård station i 1940erne og 50erne

(fortalt til Niels Skov Hansen af Karsten Jørgensen og dennes lillebroder Ib Jørgensen, vinteren 2011-12)

Hvordan husker jeg Ryomgård station med hvad dertil hører?

I al den til jeg husker, boede vi i et af jernbanens huse på Stationsvej. Her var 3 huse til de ansatte på Ryomgård station. 18 a- et 2 etagers hus med 4 lejligheder. Her boede vi. Så var der 19 b- et rækkehus med 4 lejligheder. Endelig var der 18 c, hvor først overbanemesteren og senere skiftende assistenter boede.

På pladsen lige uden for vores lejlighed stod vindmøllen. En flot mølle opført i metal, der blev demonteret i start/midt 1950erne. Bag den lå vandtårnet. Det eksisterer endnu, dog ikke som vandtårn. Mølle og vandtårn var et eldorado af en legeplads. Det var forbudt at betræde begge dele, men for os børn var det en ugentlig forteelse, at vi var oppe i vandtårn og mølle. Vandtårnet kunne vi kun komme op i, når "Holger-pudseren" havde glemt at låse. Turen op i tårnet - først ad snoet metaltrappe, efterfølgende af lodret træstige -, hvor vi kunne kigge ned i vandbeholderen, var det ypperste, vi kunne forestille os. Vandet til tårnet kom fra DSBs egen brønd, der lå ved siden af signaltjenestens bygning.

Stationen var rigtig stor i børneøjne. Det var den vel også for alle andre. Fra øst mod vest var der Gjerrildbanen med remise, spor og drejeskive. Derefter kiosk, stationsbygning med jerbanerestaurant, 3 perroner med spor mod Grenå, Randers og Århus, blokpost, signaltjenestens bygning, banetjenestens bygninger, drejeskive og remise med overnatningslokaler. Udover perronspor var der 3-4 spor til godstog/-vogne. Der var læsserampe og ladespor. Endvidere var der sidespor ind til RYPI, senere Jiffypot. Endelig var der 2 vandkraner, hvor damplokomotiver kunne "få slukket tørsten". Her var endvidere et mindre depot af kul, så damplokomotiverne kunne få en mindre nødforsyning, såfremt dette var påkrævet.


Ryomgård station set fra luften ca. 1950.

I signaltjenesten var der endvidere et oplagsrum til koks, da samtlige bygninger blev opvarmet med koks, ligesom mange MO motorvogne og personvogne, mange gange skulle forsynes med ekstra koks under ophold i Ryomgård. Disse vogne var også opvarmet med koks. Derfor skulle der bruges megen koks, som blev leveret til stationen i åbne højsidede godsvogne- litra Pb. De blev placeret i spor 1 ud for koksrummet. Tømningen af koksvognene, som vi knægte selvfølgelig deltog i, skete med trillebør ned ad en sliske og ind i bygningen, hvor vi atter skulle op ad en sliske, der lå på "koksbjerget", da der jo skulle fyldes helt op under taget.

En leg for os knægte var, når vi lagde små mønter ( 1- og 2 ører) på skinnerne og ventede på et forbikørende tog. Mønterne fik mere end fordoblet størrelsen - dog ikke i værdi.

I mange år havde vi et foto hængende med alle de ansatte på Ryomgård Station. Der var ca. 30 personer.

Særligt remisen og området udenfor, var spændende  for nogle "knægte". Mange timer blev tilbragt med at lege på og med drejeskiven. En gammel træsneplov, der stod udenfor var interessant. I mange år stod en gammel dampmaskine i remisen. Det var en B-maskine med litra munner B 45. Den gik "Holger-pudseren" og pudsede på. Den kravlede vi meget rundt på. I remisen var også badefaciliteter, hvor vi kunne få det ugentlige bad. I remisen havde far, der var portør på stationen, lejet et lokale, hvor han havde opbygget en stor modelbane.

På samme sidespor ved remisen hvor sneploven stod, havde banetjenesten endvidere parkeret en trolje, hvor man skulle anvende nogle træskafter, for at få denne til at køre. Disse træskafter havde forneden i selve skaftet et hul, hvor der skulle sættes i en tap på hjulene på troljen. Troljen havde vi megen morskab med, idet vi legede eksprestog med den fra sidesporet, ned over sporskifte hen til drejeskiven, for at køre på et andet spor retur retur til sidesporet.

Megen tid blev brugt med at løbe på perronerne omkring ved kiosken. Når vi havde været der for længe, kom stationsforstander Mortensen og købte os til at lade være med at løbe på perronerne. Vi fik hver gang 10 øre hver.

Et højdepunkt var, når togfører Børge Hviid var togfører i et af togene, Vi vidste altid, hvornår han kom. Vi ventede altid i spænding, når han skulle komme. Han havde nemlig hul i den ene bukselomme, så der faldt 10 ører ud, når vi nærmere os. Pudsigt nok var det altid to 10 ører- en til hver.

Lokomotivfører Oscar Philipsen skulle vi også altid forbi og hilse på, når han kom forbi. Vi kom altid op på maskinerne, når han havde ophold i Ryomgård. Han fortalte masser af historier, og så manglede han yderste led på venstre lillefinger. Han sagde selv det skyldtes, at han spillede violin, og det kunne hans far ikke lide. Derfor klippede han lillefingeren af.

Læssevejen var en guldgrube for et par knægte med initiativ. Her smed signaltjenesten alle deres kasserede batterier. De indholdt både bly og messing, så disse skilte vi ad og samlede metallet. Elselskabet ARKE sendte jævnligt en vognladning kobberrester til Frederiksværk. Når de var færdige med at læsse, lå der altid flere kilo kobber, hvor godsvognene havde holdt. Det samlede vi også. Alt hvad vi samlede af metal, solgte vi til SA (byens produkthandler). Han var også ansat ved signaltjenesten. Kan stadig huske nogle af priserne på metal: Jern 5 øre/kg, støbejern 12 øre/kg, bly 1,25 kr./kg, kobber 3,50 kr./kg. Et sandt eldorado blev det, da Gjerrildbanen blev nedlagt, og skinnerne rykket op. Oprydningsarbejdet var meget mangelfuldt. Vi samlede flere hundrede kilo støbejern (lasker, svellebolte m.m.). Vi tjente rigtig mange penge, men måtte også arbejde for det.

Rigtig stort var det, når vi fik lov til at køre med damplokomotiverne i de tidlige barndomsår, når de rangerede på stationen. Senere fik vi af og til lov til at køre med til Grenå i førerrummet.

Der var også en hel del stykgods til og fra Ryomgård. Bl.a. kom der hver tirsdag og torsdag fersk kød med toget fra svineslagteriet i Randers til Slagter Nielsen i Ryomgård. Der var normalt 2-3 ½ grise pakket i sækkelærred, og 2-3 trækasser med fersk kød. Det kørte vi om til slagteren på en af stationens trækvogne. Det fik vi, så vidt jeg husker, 2 kr. for om måneden og 1 pose flæskesvær om ugen. Flere aftener om ugen, kom mange kasser fersk fisk til omlæsning, så det kunne komme videre mod Århus.

Det, at vi ofte opholdt os på stationen gjorde, at vi selv fik interessen for at komme til DSB.

Elevtid i Trustrup.

Jeg startede som trafikelv 16.08.1962 på DSB-skolen, der lå Sølvgade 40 i København. Efter den første skoletid skulle vi ud på en station. Der var stor spænding om, hvor vi skulle hen. Min første station blev Trustrup, hvor jeg skulle være i 9 måneder. Det var ikke mere end 20 km. hjemmefra. Vi skulle 2 elever til Trustrup - undertegnede og K.S.Jensen, der senere blev præst.

Trustrup station var også en stor station med privatbane til Ebeltoft. Også her var der meget personale: Stationsforstander Jens Friis kaldet "revolver-jens". Han havde efter sigende, en aften med kaos, råbt ud af vinduet på Århus Rangerbanegård: "I skulle skydes hele bundtet". 3 trafikekspeditienter, Gunnar Sørensen, Karsten Jensen og Svend Åge Madsen. Derudover var der 1 kontorassisten og 3 ekstraarbejdere - Børge Buck, Carl Pedersen og Svend ?

Elevtjenesten blev tilrettelagt således, at vi arbejdede skiftevis morgen og aften, 6 timer dagligt, med forpligtelse til at læse 2 timer efter fyraften. Der var fri hver week-end. De 2 elever mødte altid modsat hinanden. Jeg kunne bo hjemme hver anden dag. Vi lejede begge to et værelse hos skorstensfjer Aarestrup, der i mange år havde lejet ud til trafikelever. De dage jeg havde overnattet i Trustrup, fik jeg sendt en madpakke med toget fra Ryomgård. Vi fik en aftale med den lokale kro om, at vi kunne spise dagens middag (2 retter) for 20 kr. Det var selvfølgelig mange penge, når elevlønnen på det tidspunkt kun var 350 kr. om måneden. Efter et par måneder, begyndte vi at spise på cafeteria i Grenå.

På Trustrup station tilbragte jeg ikke tiden sammen med min broder, som på Ryomgård station. Men også Trustrup station fik fornøjelse af min broder, idet han efterfulgte mig året efter, hvor han blev 1. års elev i Trustrup.

.